Holder guldprisen?

Det kan være kompliceret for private at spekulere i guldpriser. Normalt skal man nemlig handle guld i så store mængder, at det udelukker de fleste, og det koster ligeledes penge at opbevare guldet. Der er samtidig en vis investeringsrisiko. Guldpriserne er ganske vist mangedoblet gennem de seneste år, men de kan hurtigt falde igen. Desuden giver guld ingen rente.

Spekulation i guldpriser er i høj grad for specialister og forretninger, der kender markedet og kan realisere værdierne meget hurtigt, så de får den bedste pris. Guldopkøberne er specialister, og dem kan du benytte dig af, hvis du har gamle guldsager liggende og gerne vil realisere gevinsten allerede nu.

Der er nok af dem. Markedet for handel med guld i små mængder er eksploderet i de seneste år, og det samme er antallet af opkøbere. Men se dig godt for! Ikke alle guldopkøbere er lige pålidelige.

Før du handler, bør du på forhånd sørge for at have en ide om, hvad dine guldsager er værd. Et godt sted at starte er nede hos din lokale guldsmed. Få et tilbud fra ham, men slå ikke til med det samme. De fleste specialiserede guldopkøbere findes på nettet, og de vil derfor ofte kunne give dig en højere pris. Mange af dem skilter med, hvad de vil give per gram, og så er det nemt at sammenligne.

Hvis du foretrækker en guldopkøber på nettet, så vælg en, der har været i branchen et godt stykke tid, og som arbejder under myndighedernes kontrol. Mange af foretagenderne er døgnfluer, der snyder kunderne, hvorefter de pludselig forsvinder.